Varehuschef i føtex Birkerød, Anders Riise ser i den grad frem til 17. september klokken 07. Her inviterer han nemlig kunderne indenfor i det totalombyggede varehus, som gennem de seneste fem måneder har fået en gevaldig ansigtsløftning.
Festlighederne begynder allerede klokken 6.30 med gratis kaffe og croissanter til de første 100 kunder og mulighed for at deltage i konkurrencer om en række præmier.
Når klokken slår 7.00, klipper byens borgmester, Ann Sofie Orth, snoren til de nye rammer. Festlighederne fortsætter om fredagen blandt andet med kaffe og croissanter, og begge dage kan kunderne opleve en række forskellige aktiviteter som for eksempel smagsprøver fra føtex’ nye åbne køkken samt vin- og ølsmagning.
Om torsdagen er der også et gavekort på 100 kroner til de første 100 betalende kunder.
Et gevaldigt ansigtsløft
Når kunderne træder ind i det ombyggede varehus, bliver de blandt andet mødt af en slagter- og delikatesseafdeling, som har fået et gevaldigt ansigtsløft. Med det nye åbne køkken vil kunderne fremover opleve endnu større inspiration til måltiderne, og convenience er i højsædet. Derudover er både inventaret og indretningen ny, ligesom kunderne også kan finde en række nye varer på hylderne især i helse- og parfumeafdelingen samt ‘food of the world.’ Kunderne vil også opleve, at varehuset er blevet mere åbent, lyst og indbydende med blandt andet bredere gange.
"Hele fornyelsesprocessen er gået helt efter planen. Vi glæder os rigtig meget til at vise, synes vi, byens flotteste varehus frem til de lokale," siger varehuschef i føtex Birkerød, Anders Riise.
Alt er på plads
En stor del af forandringen indebærer, at mange af varerne har fået nye pladser, da hele kolonialområdet er blevet vendt 90 grader for at gøre plads til de mange nye og inspirerende varer. Derudover er tekstil samlet på én side i stedet for to, som tilfældet var tidligere.
Kasselinjen er blevet rykket to meter frem for at skabe mere plads, og det har resulteret i, at kunderne kommer til at opleve mere luft hele vejen gennem varehuset.
"Vi er meget tæt på at være i mål nu, og alt står, hvor det skal. Vi mangler kun de sidste småting, så er vi klar til indvielsesfest. Vi har virkelig oplevet en flot og anerkendende tilgang fra vores loyale kunder under hele ombygningen, og det sætter vi selvfølgelig stor pris på," fortæller varehuschefen.
