Igen i år blev det en festlig dag, hvor børn, forældre og personale stod sammen om at samle over 10.000 kroner ind i den gode sags tjeneste.
I mange år har Bag for en Sag været en fast tradition i SFO i Myretuen. Hvert år samles børn og voksne om at bage op mod 800 kanelsnegle, som sælges til familierne ved et stort caféarrangement i SFO'en. Det er sikkert at sige, at arrangementet er blevet en begivenhed, som både børn og voksne ser frem til.
Det er en tradition, som børnene kender og glæder sig til hvert år. Allerede når de går i 0. klasse, hører de om arrangementet fra de større børn og begynder at se frem til dagen. Det er blevet en del af vores fællesskab, fortæller Christine Bjerre Johansson, der er pædagog og SFO-koordinator i SFO Myretuen.
Bagning med omtanke
Forberedelserne og bagningen af kanelsneglene begynder allerede flere måneder før selve arrangementet. Samtidig bliver børnene klædt på til at forstå formålet med indsamlingen. På månedlige børnemøder i SFO'en taler de om, hvorfor pengene bliver samlet ind og til hvem. De ældste børn arbejder også med pengeforståelse i matematikundervisningen og leger med legemønter i SFO’en.
Det er vigtigt for os, at børnene ved, hvorfor vi bager. Vi taler løbende om Legeheltenes arbejde og om at hjælpe børn, som har brug for lidt ekstra støtte. På den måde bliver det mere end bare et kagesalg, siger Christine Bjerre Johansson.
Tjeneruniformer og jagten på den næste tusindlap
På dagen åbner SFO'en dørene op for familier og lokalmiljøet, som kan komme forbi til kanelsnegle, saftevand og kaffe. Og særligt 2. klasserne spiller en vigtig rolle. Her forvandles børnene til tjenere iført sorte bukser og hvide skjorter. Undervejs bliver der sunget, grinet og skabt masser af liv i lokalerne.
Et af dagens højdepunkter er den store klokke, som bliver ringet med, hver gang indsamlingen passerer endnu 1.000 kroner.
Når klokken ringer, bliver alle helt optagede af, hvor langt vi er kommet. Forældrene engagerer sig, og så går snakken straks på, hvordan vi når den næste tusindlap. Det skaber en fantastisk stemning, fortæller Christine Bjerre Johansson.
Lokalsamfundet bakker op
Arrangementet er kun muligt takket være stor opbakning fra både forældre, personale og lokale samarbejdspartnere. Blandt andet har den lokale REMA 1000 doneret en stor del af ingredienserne, og SFO'en har aktivt kontaktet lokale butikker for at få støtte til projektet. Derfor er udgifterne til arrangementet som udgangspunkt minimale, og størstedelen af indtægterne kan gå direkte til Legeheltene.
Vil du også bage for en god sag? Læs mere om Bag for en Sag og tilmeld dig på www.bagforensag.dk.
Om Legeheltene
Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Legeheltene skaber aktiv leg og bevægelse for de mange børn, der hvert år indlægges på danske hospitaler, og giver dem mulighed for at være børn på trods af sygdom og behandling.
